ved siden af - Frederiksø 2, Bygning 18 A, 5700 Svendborg

kontakt: kunsthalvedsidenaf@gmail.com

© 2014  ved siden af All rigths reserved
 

  • Facebook Clean

Du og Din Lykke

af Sohail Salman, Abu Souliman, Farid Salti

01.05.16 - 29.05.16

Du og din lykke / انت و حظك er en almindelig hilsen på arabisk.

Det er en form for velsignelse eller et ønske for fremtiden. Og netop håbet om bedre tider synes nærværende, når man tænker på flygtningesituationen forårsaget af krigen i Syrien.
Syriske flygtninge befinder sig i en form for mellemposition uden tilhørsforhold. De er afskåret fra deres fortidige liv, fordi det land, de er rejst væk fra, ikke længere er sikkert og deres nationale identitet til forhandling. Samtidig er fremtiden svær at forudse, eftersom det land, de er ankommet til – i dette tilfælde Danmark – endnu ikke har vurderet, om de kan blive. 

Kunstner Farid Salti har udarbejdet udstillingen. Han er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København. Udover at være kunstner arbejder Farid Salti som tolk for syriske flygtningen i Dansk Flygtningehjælp. Gennem sit arbejde har han opdaget, at nogle af de syriske flygtninge, han kommer i kontakt med, udtrykker sig kunstnerisk, under behandlingen og afventningen af deres sager om opholdstilladelse i Danmark. Kunsten bliver en udtryksform for den situation, de befinder sig i.

Udstillingen Du og din lykke / انت و حظك er en totalinstallation. Den er opbygget af værker skabt på baggrund af personlige og menneskelige overvejelser over den undtagelsestilstand og det tomrum, de syriske flygtninge befinder sig i indenfor det danske politiske system.
Udstillingen tager udgangspunkt i disse refleksioner og er resultatet af den dialog og det samarbejde Farid Salti har påbegyndt med de tre syrere Sohail Salman Ibrahim, Abu Souliman og MK. De to sidstnævnte flygtede begge til Danmark i 2014, deres koner og børn er først kommet til landet i år. Den ene har netop fået at vide, at han har fået ophold i Danmark, den anden afventer fortsat svar. Sohail Salman Ibrahim befinder sig fortsat i det krigsramte Syrien i havnebyen Latakia. 
Farid Salti er selv syrisk palæstinenser og har boet i Danmark siden 1990. Han blev uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i 2013 og er bosiddende i Svendborg, hvor han til daglig arbejder for Dansk Flygtningehjælp.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Svendborg Kommune

Fra TV2-Fyn